Hammers Fonde er stiftet af Nikolaj Holdt Mikkelsen for at give danskerne et reelt, investorvenligt alternativ til de investeringsløsninger, de møder i dag.
Efter mere end et årti som chefanalytiker i Morningstar har Nikolaj indgående analyseret kvaliteten af de produkter, danskerne bliver anbefalet – og alt for ofte er det ikke de bedste løsninger.
Derfor opstod behovet for fonde, hvor investorernes interesser altid kommer først. Når investeringerne tager udgangspunkt i kundernes behov, øges sandsynligheden for, at de kan realisere deres økonomiske mål – hvad enten det handler om en tryg pension, udbetalingen på et hus, et generationsskifte eller noget helt fjerde.
Nikolaj Holdt Mikkelsen har over 25 års erfaring fra den finansielle sektor og er både CFA og CIPM Charterholder. Som en af landets førende eksperter i investeringsforeninger og pensionsprodukter har han gennem årene sat fokus på gennemsigtighed, kvalitet og investorernes bedste interesser.
I sine 11 år hos Morningstar var han virksomhedens ansigt udadtil i Danmark – over for medier, myndigheder og samarbejdspartnere – og kendt for sine skarpe, veldokumenterede analyser og sin uafhængige stemme i investeringsdebatten.
Hans faglige indsigt og upartiske tilgang har gjort ham til en hyppigt brugt ekspert i danske medier, hvor han fortsat bidrager med analyser og perspektiver på investering og pension.
Navnet Hammers Fonde er inspireret af Hammershus – et symbol på styrke og udsyn – og en hyldest til Peter Meyer, stifter og tidligere direktør for Morningstar i Danmark.
Peter var min mentor, forbillede og læremester. Han lærte mig, hvad ægte uafhængighed og integritet betyder, når man skal varetage investorers interesser. Hans kompromisløse fokus på kvalitet og uafhængighed blev det fundament, der gjorde Morningstar til en succes – og de samme principper er kernen i Hammers Fonde.
Peter Meyer gik desværre bort i 2018, alt for tidligt. Navnet Hammers Fonde er dedikeret til hans minde – som en tak for alt det, han lærte mig, og for den måde, han satte investorerne først.
Hammers Fonde bygger videre på de værdier, Peter stod for: uafhængighed, indsigt og ansvar – for alle, der ønsker fonde, der varetager investorernes bedste interesser.
Peter Meyer er på det midterste billede herunder.